De mest berømte vers og sætninger af Federico García Lorca
Top 3 ifølge 90 stemmer fra personer: Gråden begynder / af guitaren. · Jeg vil ikke se det! · Hvis jeg dør, lader jeg altanen stå åben.. (Opdateret 20. jul. 2019.)
Lorcas vers, som halvdelen af verden kan udenad, fra sigøjnerballader til Bernarda Albas hus, hver med sin egen bog eller værk.
Automatisk oversat (original i Español). Se originalen
Top 12
-
1
Gråden begynder / af guitaren.
"Guitaren", i Poema del cante jondo (1931).
-
2
Jeg vil ikke se det!
"The Spild Blood", anden del af Llanto af Ignacio Sánchez Mejías (1935).
-
3
Hvis jeg dør, lader jeg altanen stå åben.
"Farvel", i Sange (1927).
-
4
Det vil tage lang tid at blive født, hvis det er født, / en andalusier så klar, så rig på eventyr.
Afslutningen af Llanto af Ignacio Sánchez Mejías (1935).
-
5
Cordova. / Langt væk og alene.
"Hestemandssang", i Sange (1927).
-
6
Grøn, jeg elsker dig grøn. / Vindgrøn. Grønne grene.
Begyndelsen af "Somnambulist Romance", i Gypsy Ballads (1928).
-
7
Klokken fem om eftermiddagen.
Omkvædet af "The fuck and the death", i Llanto af Ignacio Sánchez Mejías (1935).
-
8
Månen kom til smedjen / med sin tuberose travlhed.
"Romance of the moon, moon", digtet, der åbner Romancero-sigøjneren (1928).
-
9
Stilhed, sagde jeg! Stilhed!
Bernardas ordre til sine døtre i The House of Bernarda Alba (1936).
-
10
The dawn of New York har / fire søjler af silt.
"The Aurora", i Poet i New York (udgivet i 1940).
-
11
Den mest forfærdelige af alle følelser er følelsen af at have dødt håb.
Ungkarlen Doña Rosita (1935).
-
12
Teater er poesi, der forlader bogen og bliver til menneske.
Fra et interview fra 1936 om hans idé om teater.
Hvordan er denne rangordning ordnet? Efter folks stemmer: hver ▲ tilføjer et point, og hver ▼ tager et væk. Alle kan stemme og tilføje, hvad der mangler.
Mangler der noget?
Kommentarer (9)
«A las cinco de la tarde», se me pone la piel de gallina.
Faltan cosas de Bodas de sangre y de Yerma, no todo es poesía.
Lo de «Si muero, dejad el balcón abierto» es precioso.
Córdoba, lejana y sola... qué belleza.
En el instituto nos hicieron aprender el Romance sonámbulo de memoria, aún me acuerdo.
Bonita selección.
«Verde que te quiero verde», la sabe toda España.
Lorca es el poeta más grande de nuestra lengua, y lo mataron.
El Llanto por Ignacio Sánchez Mejías me pone los pelos de punta.